Så er Peter Mogensen på færde igen i Politikens spalter. Denne gang er han oprørt over, at Lotte Bundsgaard har tilladt sig at skrive at socialdemokraternes tilslutning til skattestoppet er begrundet i rene taktiske overvejelser.

Det er der intet nyt i. Det ved de fleste. Men hvis man render rundt og siger ting, man slet ikke mener, er der et sikkert resultat: Utroværdighed Men det er slet ikke Peter Mogensens tilgang.

I hans øjne er det Lotte Bundsgaard, der er problemet, ikke utroværdigheden.
Peter Mogensen interesserer sig ikke et sekund for, om skattestoppet er rimeligt eller retfærdigt, kun for den taktiske side af sagen.

Han mener ingenting selv; politik er med hans egne ord et game.
Med den tilgang til politik er der ikke noget at sige til at Peter Mogensen ikke kan forstå Det radikale Venstre i almindelighed og Marianne Jelved i særdeleshed. For Marianne mener hvad hun siger! Så hun er uden for Peter Mogensens mentale rækkevidde.

Det er en kompliment, der vil noget.
I øvrigt: Politik er ikke blot et game ifølge PM. Det er også et hårdt game. Hvor ved Peter Mogensen det fra? Har du prøvet, Peter?

Hvad med at finde dig en valgkreds og prøve gamet på egen krop. Det første du ville lære er at ingen socialdemokratisk vælgerforening vil opstille dig, hvis du ikke mener noget som helst om nogen ting.

Vælgere forlanger holdning, ikke taktiske tosserier. Man vinder ikke valg, hvis man ikke mener noget.

Niels HP

Sidste uge var mødefri uge i Folketinget. Jeg havde pligtskyldigst taget min PC med i sommerhuset, men skidtet virkede ikke. God undskyldning, ikke sandt? Men desværre ikke desto mindre sand. Så derfor er bloggen ikke udkommet i sidste uge og det forsømte skal nu indhentes.

Torsdag d. 15. februar kunne jeg fejre en slags 30 års jubilæum. Så længe har jeg været valgt til Folketinget af Middelfart-kredsens Radikale Venstre.  Det er en ganske særlig kreds. Lige siden Det radikale Venstres dannelse i 1905 har Middelfartkredsen sendt et radikalt medlem til Christiansborg. Også andre kredse i landet har sikkert været ubrudt repræsenteret; det særlige i dette tilfælde er, at vi kun har været 4 kandidater på de 102 år: Slengerik, Oluf Steen, Hilmar Baunsgaard og nu undertegnede.

Hvad er forskellen i dansk politik fra dengang til nu?
Det vil jeg gerne skrive et par små afsnit om.

Her kommer det første.
En stor forskel er, at den evindelige diskussion om underskud i den danske økonomi er hørt op.
I 1977 befandt vi os kun et par år efter den første oliekrise i 1973-74; den anden oliekrise i 1979 havde vi endnu til gode - og den bed endnu hårdere end den første.  Det var år, hvor vi var tvunget til at administrere velstandsnedgang. Og det prægede den politiske debat. Det var i de år, hvor Knud Heinesen talte om afgrunden for dansk økonomi og hvor drastiske indgreb trængte sig på.
De kom også. Det store indgreb i slutningen af 1979 beskar reelt levefoden for mange familier; i 1982 fulgte afskaffelsen ved lov af det dengang helligste af alt: Den automatiske dyrtidsregulering.
Det var i de år, hvor vi danskere med et udtryk hentet fra Norge "kørte mod afgrunden, men på 1. klasse"

Siden er det stort set gået fremad.
I dag lever vi i en overskudsøkonomi. Med store overskud på de offentlige finanser og på betalingsbalancen. Gælden er voldsomt formindsket, ledigheden og inflationen er historisk lave størrelser. Velstanden stiger, takket være skattestoppet mest des værre for de mennesker, der bor i de dyreste huse i de store byer omegn.
 
Debatten om det Ebbe Reich kaldte det danske samfunds købmandsregning spiller af gode grunde ingen særlig rolle i dag.  Vi er optaget af andre ting. Fortsættelse følger.

Niels Helveg Petersen

Mette Bock, forhenværende chefredaktør på Jyske Vestkysten, forhenværende næstformand i Det Radikale Venstres landsforbund og i øvrigt storesøster til det radikale medlem af Europaparlamentet, Anders Samuelsen, skrev den 7. februar en kronik i Politiken, hvor hun forudså nye partidannelser i Danmark.

Det ville komme, skrev Mette Bock, fordi de nuværende partier er stivnede og gammeldags i deres praksis med det resultat, at der bliver stigende afstand mellem de partierne og en verden, der forandrer sig hastigt.

Spørgsmålet er i følge Mette Bock derfor ikke, om der kommer nye partier, men hvornår.

Om hun får ret i sin spådom aner jeg ikke: Jeg er ikke profet, højst politiker. Men jeg synes hendes analyse er forkert. Jeg kan sagtens indse at samfundet i dag er meget forskelligt fra det samfund, der eksisterede, da partierne blev dannet. Arbejdere, bønder og husmænd er ikke længere talstærke grupper med veldefinerede interesser.

Men især de store partier kompenserer ved netop at være alt for tilpasningsivrige..  Ved hjælp af nye teknikker, hentet fra markedsføringen, kortlægger de holdningerne hos befolkningen og tilpasser sig hurtigt synspunkterne.

Eksemplerne er mange. Lad mig nævne et par.
Da VK-regeringen startede, var den udpræget skeptisk overfor den tidligere regerings politik på miljø- og energiområdet. Lomborg var in, vedvarende energi og energibesparelser var yt.

I lyset af de efterhånden konstaterbare klimaforandringer skiftede befolkningen holdninger. Regeringen registrerede skiftet og ændrede politik.

Næste eksempel...
Da Socialdemokraterne opdagede at udlændingepolitikken og skattestoppet var gode slagvarer, skiftede de standpunkt.

Frygten hos mig er ikke at partierne stivner i gamle synspunkter, men at de holdningsløst tilpasser sig det øjeblikkeligt mest populære synspunkt.

Folketinget var mandag d 5. februar vært for Ungdomsparlamentet, som består af unge 15-årige, udvalgt fra landets 9-klasser. Forud for selve parlamentsdagen havde mange af landets 9-klasser været i gang med at udarbejde forslag.  I udvalgsmøder på Christiansborg havde de unge selv udpeget de mest interessante forslag og valgt andre fra, og efter en spørgetid til statsministeren tog man så fat på at behandle forslagene.

Mange blev forkastede, færre blev vedtaget. De unge var i mine øjne forstandige og kritiske over forslagene, stillede relevante spørgsmål fra folketingets talerstol og fik svar fra forslagsstillerne. Frimodigt og uimponerede af den kendte talerstol gik de ind i debatten, som jeg fulgte på nærmeste hold fra formandsstolen. Jeg kunne ikke undgå at blive glad - det står ikke særlig galt til med en folkeskole, der mønstrer sådanne repræsentanter.

Jeg vil heller ikke skjule min glæde over, at et af de forslag, der fik størst støtte, var et forslag om undervisning af børn i danske asylcentre. De unge kunne ikke acceptere, at børnene i centrene spildte deres liv uden at modtage et ordentligt undervisningstilbud.
Af store børn i 9.klasse skal man høre sandheden!

Jeg er en af de få, der har været folketingskollega med Karen Jespersen, da hun i en kort periode var medlem af folketingstinget som VS'er. Senere har jeg kendt hende som en engageret, dygtig og venstreorienteret journalist ved Information og endelig har jeg været ministerkollega med hende i Nyrup-regeringen.

Efter næste valg møder jeg hende så i den nyeste forklædning som venstrekvinde. Hun er tydeligvis tiltænkt den rolle at få Venstre og især statsministeren til at tage sig mere "menneskelig " og "blød " og varm ud. Held og lykke, Karen. Det bliver ikke nemt! Personligt synes jeg at den hele sag er lidt for tyk og udspekuleret, men det er muligvis bare mig der er noget galt med. Jeg er nok bare en gammel sur mand.

Når jeg interesserer mig for sagen, er det egentlig ikke for Karen Jespersens skyld, men fordi jeg endnu engang har måttet spørge mig selv: Hvorfor har jeg det så svært med mennesker, der som Karen over et livsforløb svinger fra det ene yderpunkt til det andet? Andre gode eksempler er Ralf Pittelkow, Erik Meier Carlsen og Søren Espersen (DF).

Alle er de kommet langt øst for midten til et standpunkt på højrefløjen. Hvad er der egentlig galt ved det? Man har jo da lov til at skifte standpunkt, har man ikke? Er det ikke ganske legitimt og ordentligt? Jo, jo. Og har jeg ikke selv ændret synspunkter på et og andet i årenes løb. Jo, jeg har. Og andet ville også være mærkeligt. Men alligevel har jeg det svært med typer som de nævnte.

For hvordan bærer man sig ad med at skifte grundholdning? Hvordan udskifter man en socialistisk grundholdning med en liberal? Hvordan bærer man sig ad med at udskifte en humanistisk grundholdning med en fremmedfjendsk eller fremmedangst?

Det er det, jeg ikke forstår. Men som skrevet: Jeg er nok bare en gammel sur mand. Der er i øvrigt en ting jeg ikke er: Misundelig på Venstre er jeg ikke. God fornøjelse til begge parter.

Undertiden bliver man stærkt beriget og overrasket, når man går ældre bøger igennem. Jeg fandt forleden følgende citat, der stammer fra en bog skrevet i 1994:

"Man skulle ellers tro, at netop Danmark med den højt besungne humanistiske holdning til flygtninge og indvandrere kunne se et stort perspektiv i at få alle EU-lande samlet om bordet i et forpligtende humanitært samarbejde. F. eks. om forebyggende militært og økonomisk pres mod aggressorer, fordeling af flygtninge og placering af mobile flygtningebyer, tæt ved grænsen til flygtningenes hjemland, hvor de kan bevare håbet om hjemvendelse, kontakten med slægtninge og venner og presset på de tyranner, der har fordrevet dem.

En sådan fælles politik er jo det eneste middel mod de etniske udrensninger, der er på vej i dele af den tidligere østblok. Men nej. Danmark vil hellere vente på FN’s og godhedens sejr. Vi vil kun samarbejde som hidtil, og så ved vi jo, at der ikke kommer noget ud af det. For når alle kan stoppe alting, så er der ingen ende på, hvad Grækenland og andre lande kan stille af mere eller mindre irrelevante betingelser for at hyppe deres interesser og pleje gamle ven- og fjendskaber. Det er derfor, der er brug for mere forpligtende internationalt samarbejde.

Men det bliver altså uden Danmark. Vi vil ikke gøre noget for det. Vi vil ikke være med i det. Heller ikke, selv om vi også selv kunne have åbenlyse fordele af det."
Forfatteren er Bertel Haarder og linierne stammer fra bogen "Lille land, hvad nu".

Hvor forandret!
I dag er det en hjertesag for regeringen og Venstre og Bertel Haarder at bevare det danske retlige forbehold. Men det rokker ikke ved, at hvad Bertel skrev i 1994 jo sådan set er rigtigt.

11.september er en dato, vi alle husker.  Den ændrede vores opfattelse af verden; især ændrede den opfattelserne i USA, som for første gang blev angrebet på eget territorium. Følgerne lever vi stadig (dårligt) med: Krigen i Irak, som har udviklet sig til en humanitær og politisk katastrofe.

Ingen har lagt særligt mærke til weekenden 12-14. januar. Men den kan vise sig at have vidtrækkende konsekvenser. Hvorfor?
I den weekend mødtes en række asiatiske lande til møder på kryds og tværs for at drøfte deres fremtidige samarbejde.

ASEAN-landene (10 lande med tilsammen 500 mill. indbyggere) mødtes bl.a. med Kina for at drøfte dannelsen af et asiatisk økonomisk fællesskab. Det blev vedtaget at fremrykke startdatoen fra 2020 til 2015. Man vil f eks drøfte nedsættelsen af toldsatser.

Bliver det til noget i praksis?
Det kan ingen vide i dag, men vi kan vide, at hvis det føres ud i livet, er det en beslutning, der kan ændre livets gang på jorden.  I forvejen udgør samhandelen mellem Kina og ASEAN 160 mia. US$ om året og den er i de senere år vokset med 25 % om året.  Endnu et tegn på at Kina er på vej frem i den økonomiske superliga.

Vidste du i øvrigt, at Kinas udgifter til forskning og udvikling - hvis vi fremskriver de nuværende tendenser - vil overhale EU’s om 4 år og USA’s om 7 år?

Forestillingen om, at Kina bare kan producere billige gummisko, chips og andre standardvarer er det på tide at lægge på hylden.

Hvis vedtagelserne i weekenden viser sig at få de konsekvenser, der er opstillet som mål, bliver det en weekend, der vil gå over i historiebøgerne. Ikke alene vokser Asien eksplosivt på det økonomiske område, vore asiatiske venner er også begyndt at organisere sig efter europæisk mønster. Hvad der har været en succes i Europa kan også blive det i Asien. Medens anseelse, indflydelse og ressourcer tapløber ud af USA i Irak, forbedrer Asien sine positioner på alle felter.

Præsident Bush's regeringsperiode bliver et trist kapitel i USA’s historie

Storem P sagde: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det! Klimaforandringerne i verden er nu også kommet til viben - og den gør noget ved det.

I morges fortalte en naturvejleder fra Skjern Å om  viben, som i denne milde vinter åbenbart forefindes i usædvanligt omfang i Danmark.  I modsætning til andre trækfugle - forstod jeg - følger viben ikke bare sine instinkter og forlader landet på bestemte tidspunkter for at drage sydpå. Den blir, hvis der er føde at finde, og det er der i rigelige mængder her og nu i Danmark. Hurra for den kloge vibe, som jeg ellers altid kun har opfattet som tidlig forårsbebuder på de langelandske strandenge.
 
Viben er et af de uendeligt mange små og store tegn på klimaforandring. De store tegn er skræmmende: Den værste tørke nogensinde i Australien, de kinesiske miljøproblemer og afsmeltningen af gletsjere på den nordlige halvkugle for at nævne bare tre af de tydeligste.
 
Klimaforandringerne og dermed energi- og miljøpolitikken er nu for alvor kommet på den verdenspolitiske dagsorden.
Menneskeheden kan, hvis der gribes ind snart, formentlig endnu nå at korrigere kursen, men det begynder at haste.
 
Som så ofte repræsenterer USA på een gang både det bedste og det værste. På den ene side finder vi tidligere vicedpræsident Al Gore, der overbevisende argumenterer for forandringer; på den anden side præsident Bush, der i handling er en stopklods for fremskridt.

Der står meget på spil for os alle, når USA om 2 år skal vælge ny præsident.

Berlingske Tidende stillede forleden på forsiden følgende spørgsmål til en række danskere: Svigter Danmark Amerika?

Det kom der forskellige svar på. Det er dog ikke det, der interesserer i denne sammenhæng, men derimod et andet spørgsmål: Hvem eller hvad er Amerika, når vi taler Irak. Er det præsident Bush? Eller er det flertallet af de amerikanske vælgere, der ved midtvejsvalget i november gav præsidenten og hans Irak-politik en ordentlig øretæve?
Præsident Bush er efter novembervalget en mindretalspræsident. Han repræsenterer ikke flertallet af de amerikanske vælgere, og han repæsenterer ikke flertalllet - hverken i Senatet eller Repræsentanternes Hus. Jeg bygger her ikke på opinionsmålinger, hvad jeg altid er forsigtig med, men på valgresultaterne.

Præsidenten har i henhold til den amerikanske forfatning retten og magten til at sende flere soldater til Irak. Det er ubestrideligt. Men er det i overensstemmelse med amerikanernes ønsker ?
 
Modstanden her i Danmark imod Bush's politik er ikke antiamerikansk eller udtryk for svigt over for Amerika; den er tværtimod i samklang med holdningen hos et flertal af amerikanerne, hvilket i mine øjne er det eneste opmuntrende ved situationen i Irak.